Gamelan-orkestret bag legongen

Hvad et gamelan er

Gamelan er den traditionelle ensemblemusik hos javaneserne, sundanerne og balineserne og består for det meste af percussion. De almindeligste instrumenter er metallofoner, der spilles med køller, og et sæt håndtrommer kaldet kendang, som holder takten. Balinesisk dans er tæt knyttet til det: bevægelserne følger gamelanens rytmer, hvor ansigt, øjne, hænder, hofter og fødder hver især fremhæver et forskelligt lag af lyden.

Legongens eget orkester

Det gamle hofgamelan semar pegulingan stammer fra omkring 1600-tallet og er sødere og mere tilbageholdende end den mere kendte kebyar-stil. Semar er en kærlighedsgud, og ensemblet blev engang spillet nær paladsets sovekamre. En nær slægtning, gamelan pelegongan, udskifter melodinstrumentet med et par gender og spiller musikken til de danse, der kaldes legong. Den indonesiske artikel om legongen nævner ganske enkelt semar pagulingan som dens akkompagnement. I en gårdhave kan man lytte efter den sødere klang under trommerne.

Hvorfor bronzen glimter

Balinesiske gamelaninstrumenter bygges i par, der stemmes en smule forskelligt. Spillet sammen frembringer de interferensslag, som balineserne hører som ombak, en bølge. Det ene instrument i hvert par, en smule højere, betragtes som indåndingen, og det andet som udåndingen. Det er derfor, et balinesisk orkester synes at pulsere, selv på en holdt tone, og hvorfor lyden i de forreste rækker føles fysisk snarere end blot høj.

Samvirkende dele

Balinesisk gamelan er berømt for kotekan, samvirkende mønstre, hvor en hurtig melodi deles mellem to spillere. Den ene stemme, polos, falder for det meste på slaget; den anden, sangsih, for det meste uden for slaget. Hørt sammen lyder de som én enkelt umulig linje. Hvert par af disse metallofoner, kaldet gangsa, er opdelt i de to stemmer, hvilket muliggør ekstremt hurtige og komplekse mønstre. Spilleren slår en tangent an med en kølle i den ene hånd og dæmper den med den anden, så hver tone stopper rent, netop som den næste lyder. Betragt køllerne, og du kan se melodien vandre frem og tilbage mellem parrede instrumenter.

Hvordan kebyar forandrede legong

Gong kebyar, hvis navn betyder at blusse op eller springe ud, blev første gang dokumenteret i det nordlige Bali i begyndelsen af 1900-tallet, med sin første offentlige optræden i december 1915 ved en konkurrence i Jagaraga. Dets pludselige skift i tempo og styrke fejede hen over øen. Den indonesiske artikel om legong fortæller, at den ældre hofdans mistede popularitet i begyndelsen af det 20. århundrede til kebyar, og at arbejdet med at genoplive den begyndte i slutningen af 1960'erne.

Gamelan uden for paladset

Orkestret, du hører på paladset, er ikke kun et sceneinstrument. Gamelan gong kebyar er blevet en uundværlig del af moderne balinesiske hinduistiske ceremonier: det er påkrævet til odalan, templernes årlige fødselsdagsceremonier, og til store helligdage, hvor det ledsager hellige danse, og det spiller også til bryllupper. Omkring Ubud er en gamelan, der om eftermiddagen driver ud fra en tempelgård, som regel et landsbyensemble i arbejde, ikke en forestilling for besøgende. Aftenen på paladset giver dig en plads og en scene; musikken selv tilhører det balinesiske liv langt ud over den.

Sådan lytter du i tempelgården

Sæt dig, hvor du kan se både danserne og musikerne, for i balinesisk dans er bevægelsen tæt knyttet til gamelanens rytmer. Læg mærke til, når musikken tyndes ud til få instrumenter, og danserens øjne overtager, og derefter svulmer op, når vifterne klapper sammen. Gamelanen er høj nær scenen. Hvis du ønsker parrenes skær frem for gonggongernes fulde kraft, er en plads et par rækker tilbage det bedre sted at høre den.

Læs næste: Legong eller kecak i Ubud?